10 tips til dine Instagram opslag

Er din virksomhed på Instagram? Har den været det i lang tid og endnu ikke oplevet succes? I dag er det en stor udfordring at blive set i mængden af indhold på sociale medier. Derfor er det vigtigt, at dit publikum både opdager dit indhold, men også finder det interessant. Ved at lave en plan for, hvad dine opslag kan indeholde, og hvilke overvejelser du skal gøre dig, inden du laver dine opslag på Instagram, øger du dine chancer for at gøre dem til en succes.

Instagrams styrker for din virksomhed 

Instagram er en blandt mange sociale platforme som du kan bruge i din inbound marketing. Det omfatter den del af din markedsføring, hvor du kan tiltrække potentielle kunder via værdiskabende og relevant kvalitetsindhold. 

På Instagram møder du dine følgere, når de sidder hjemme i sofaen, i bussen eller i pausen. Du fanger dem i situationer, hvor de har god tid til at opsøge viden, underholdning, eller bare har lyst til at surfe rundt på mediet. Og det skal du udnytte.

Vi har lavet 10 gode råd til, hvordan du kan optimere din digitale tilstedeværelse på Instagram.

1. En klar strategi

Det er ikke nok bare at være til stede på Instagram. Du skal vide, hvad du vil, hvor du vil hen, og hvordan du kommer dertil med dine opslag. Derfor skal du spørge dig selv, hvad dine mål på Instagram er? 

Målene kan være alt fra at øge salget af dit produkt, brande din virksomhed, få dine følgere til at registrere sig på din digitale platform, rekruttere eller blot at dele information. Uanset hvad dine målsætninger er, er det vigtigt, at du altid forholder dig til din målgruppe. 

2. Kend din målgruppe

Hvem er din målgruppe, og hvad finder de interessant? Det er essentielt at kende til din målgruppe, så du ved, hvordan du skal henvende dig til dem. Din målgruppes egenskaber, herunder interesser, alder, køn, placering osv., er afgørende for dine opslags form og indhold. 

Nedenfor kan du se nogle eksempler på forskellige typer af opslag, der er tiltænkt en tydeligt defineret målgruppe:

3. Planlæg dine posts

Det er en god idé at lave en strategi for det indhold, du gerne vil poste på Instagram. Med den konstante kamp om brugernes opmærksomhed, har de brug for at høre fra dig for at forblive forbundet til dit brand. 

For at få overblik over dit indhold kan du evt. lave en contentkalender, hvori du kan planlægge, hvor og hvornår du vil offentliggøre opslag. Dermed sikrer du dig, at dit indhold rent faktisk bliver postet, og du får samtidig et overskueligt overblik over dine aktiviteter.

4. Skab værdi 

Hvis du kun holder dine opslag salgsfremmende, bliver de nemt kedelige og forudsigelige, og chancen for at brugerne ignorerer dig, er stor. Det er derfor vigtigt, at du har en value marketing tilgang til dine opslag, så opslagene ikke kun  forholder sig til at markedsføre dit produkt. I stedet skal de give dine følgere værdi.  

5. Kontinuerlighed i opslagene

Nøglen er at finde en balancegang mellem hvad og hvor meget, du skal poste. Det er nemt for brugerne hurtigt at finde nyt indhold, som relaterer sig til dit, hvis du ikke forbliver interessant. Brugerne er kritiske og flygtige, og de skal engageres i dit indhold for at blive hængende. 

Det er derfor en god idé at poste kvalitetsrige opslag med jævne mellemrum og i et forudsigeligt mønster, som styrker jeres eksisterende relation.

Et værktøj, du kan bruge til at skabe kontinuerlighed i dine opslag, er Instagrams Kreatørstudie. Her kan du tilrettelægge dine posts, så de automatisk bliver postet på ønskede tidspunkter.

6. Simple hashtags

Hashtags hjælper dig med at kategorisere dine posts, nå ud til din målgruppe, tiltrække nye følgere og styrke dit brand. Dog skal du passe på med at bruge for mange, da det kan komme til at se rodet ud. Keep it simple – og brug de hashtags, som relaterer sig mest til dit brand. 

7. Benyt dig af forskellige funktioner

Opslag findes i forskellige varianter på Instagram. På Instagram kan du fx lave ‘opslag’, ’Stories’ og ’Reels’. Ved at benytte disse funktioner har du mulighed for at skabe mere personlige, ’ærlige’ og bagvedliggende indsigter omkring din virksomhed i tilpassede formater.

Mulighederne for de forskellige opslagsfunktioner er der – og folk er vant til at bruge dem. Derfor er det bare med at tænke ud af boksen og benytte dig af dem for at optimere dine chancer for at skille dig ud. 

8. Interagér med dine følgere

Udover at du på Instagram kan etablere mange-til-en kommunikation, så kan du med fordel også udnytte muligheden for tovejskommunikation. Med tovejskommunikation kan du dyrke venskabet og styrke dine kunders tillid og tryghed til dig som virksomhed.  

Når du laver et opslag, er det vigtigt, at du er aktiv og interagerer tilbage til de følgere, som kommenterer på opslaget og skriver til dig. Dermed får følgerne en følelse af, at du er til stede og interesserer sig for dem. Det er også en ekstra fordel, at der er aktivitet på dine opslag. Både så opslaget bliver skudt længere ud til dine følgere, men også så udefrakommende besøgende på din profil kan se, at du ønsker at indgå i dialog. 

9. Brug Instagrams visuelle funktioner

Instagram tilbyder oceaner af forskellige layouts, filtre og vinkler til dine opslag. Flotte billeder og videoer vinder altid – så det er en god idé at gøre noget ud af det visuelle, da det bidrager til at vække følgernes følelser og øge deres engagement omkring din virksomhed. For at du virker ægte og ’instant’, er det vigtigt, at du finder dit ’look’ på Instagram. Dine følgere forventer nemlig, at der ligger tanker bag de visuelle valg.  

10. Husk din tone of voice

Instagram lægger op til, at du kan henvende dig til dit publikum på en uformel, interagerende eller engagerende måde. Dog skal du huske at overveje dit brands stil og visuelle udtryk i forhold til den tone, du henvender dig til publikum på.