Vi har taget en snak med ChatGPT

AI. Kunstig intelligens. DALL-E. ChatGPT. Listen af højaktuelle søgeord fortsætter.

Ideen om kunstig intelligens har svævet i vores fælles bevidsthed i årtier. Hvad end det var i form predictive text, stemmestyring – eller bare i science-fiction film fra 80’erne. Men i dag er det mere virkeligt end nogensinde før.

Alle snakker efterhånden om det. Det gør vi i den grad også. Og vi vil gerne blive endnu klogere på et af de største digitale fænomener i det 21. århundrede. Så vi sprang den uendelige research over og gik direkte til kilden.

Vi har interviewet ChatGPT selv. Om sig selv.

Alle udtalelser fra ChatGPT er skabt og herefter oversat af ChatGPT selv ud fra almindelige interview spørgsmål. Interviewet er udført uden pauser for at sikre, at svarene kommer fra nøjagtig samme grundlag.

Lad os se, hvad ChatGPT har at sige om ChatGPT.

Hvad er ChatGPT helt præcist?

Blot som man troede, at sidste år ikke kunne bringe flere nye ting til bordet, så trådte AI ind i rummet. Og med en mærkbarhed, der ikke var til at tage fejl af. Frontløberen i den bevægelse: ChatGPT.

Skulle man stadig være ubekendt med ChatGPT, så er det simpelt forklaret en meget intelligent chatbot. Du giver den tekstkommandoer, simple eller komplekse, og den svarer. Det kan være alt lige fra at spørge om vejret i Lissabon, til at bede den om at skrive en hel artikel om WordPress-opsætning.

Mulighederne er i virkeligheden uendelige. Alt, du kan formulere på skrift, kan den arbejde ud fra.

Sagt en anelse mere kompliceret, så er ChatGPT en sprogmodel med kunstig intelligens, som skaber realistiske tekstsvar på spørgsmål og kommandoer – og på næsten uhyggeligt kort tid. Det kræver ikke andet end en bruger til OpenAI (hvilket er gratis) – og så er man klar til at samarbejde med ChatGPT.

Selvom det har været mange år i udvikling, så kom det for mange nok som et lyn fra en klar himmel, da AI for alvor blev en del af hverdagen.

I 11 år har f.eks. Apple-brugere kunne benytte sig af Siri, som kunne modtage stemmekommandoer til at besvare spørgsmål, komme med forslag og sågar styre nogle af enhedens applikationer.

Ligeledes er Googles forudsigende evner blevet bedre og kan nu give dig resultatet på simple forespørgsler direkte efter søgning (prøv f.eks. at skrive “hvilken dag er det i dag”).

Men trods en stabil udvikling i både Googles og Siris evner, så rakte deres funktioner sjældent længere end at spare et klik eller to, eller at lade brugeren foretage gængs enhedsstyring uden hænder. Utroligt nyttigt, men ikke ligefrem noget, der fik LinkedIn til at koge over.

Så da ChatGPT, DALL-E og alle de andre venner trådte ind ad den digitale dør, kom åbenbaringen: kunstig intelligens er her.

Sådan bruger du AI

Mulighederne er som sagt uendelige – så hvad burde man helt præcist bruge ChatGPT til?

Man kan få nok så meget tid til at gå med at lege med dens funktioner, men det er ikke af den grund, at AI pludselig er blevet en del af hverdagens kaffesnak. Det er fordi, at det rent faktisk er nyttigt.

Hvis man ved, hvad man skal spørge ChatGPT om, kan den ordne opgaver som oversættelse, planlægning, keyword research og selvfølgelig tekstproduktion. Og ofte i et højere tempo, end de fleste mennesker ville være i stand til.

Det er næsten en hel videnskab at finde ud af, hvordan man skal fodre ChatGPT for at udnytte dens potentiale til fulde.

Den kan nemlig modtage overraskende mange informationer i samme input, såfremt, at de er logisk strikket sammen.

Men når først man har regnet opskriften ud, så har man et måske uvurderligt værktøj på hånden.

Overskriften på at bruge ChatGPT er nok i virkeligheden bekvemmelighed. I den mest positive forstand. Tidskrævende opgaver kan nu automatiseres på rekordtid, og med adgang til mere data end det havde været muligt “med håndkraft”.

Men hånd i hånd med ChatGPT’s usandsynlige nyttighed går et lige så stort spørgsmål: hvad er konsekvenserne så?

En fremtid med AI

Jo mere en computer kan udføre arbejde, der før var tiltænkt mennesker, jo flere bekymringer kommer der også væltende. Og disse har da også fyldt i debatten om ChatGPT og AI generelt.

Risikerer man, at hele fag går hen og bliver irrelevante, når AI kan skrive 10 gange hurtigere end mennesker kan? Copywriters, designere, strateger. Man kunne let blive en anelse bange for, at automatiseringen har en pris.

Men hvad siger ChatGPT selv til det? Er det reelt noget at frygte for dem, hvis arbejde nu overlapper med den kunstige intelligens’ egenskaber?

ChatGPT skriver ikke under på bekymringerne. Og det er der nok også god grund til.

For alene i de “udtalelser”, du har kunne læse fra ChatGPT, er sandheden ikke til at undslippe: man kan godt fornemme, at det ikke er et menneske.

Mekaniske sætninger, enkelte stavefejl og mest af alt en overflod af objektivitet. ChatGPT kan skrive lige så meget som et menneske – men ikke lige så godt. Og det samme gælder formentlig for de andre AI-programmer.

Hvorvidt dette ændrer sig i fremtiden skal vi endnu ikke kunne sige. AI-programmer vil utvivlsomt blive klogere og dygtigere – men det gælder også for menneskerne, der benytter sig af programmerne.

Hvad så nu?

Afsted – ud og brug ChatGPT.

Det er på mange måder slut med at sidde og banke hovedet i skrivebordet over mangel på ideer til bloggen. Eller at bruge timer på at danne overblik over potentielle søgeord til næste SEO-tiltag.

I hvert fald langt hen ad vejen.

Din tid kan (og bør) bruges på det, der skaber værdi. For dig og dine kunder, både nuværende og potentielle. Så udnyt ChatGPT som en slags sparringspartner, der kan gøre afstanden fra startskud til målstreg lidt kortere.

Så kan du hurtigere komme videre til det næste værdifulde projekt.