Din guide til effektiv e-mail marketing

E-mail marketing holder stadig 

I en tid, hvor sociale medier vokser op af jorden og Virtual Reality langsomt bliver mindre og mindre sci-fi-agtigt, er det imponerende, at e-mail marketing stadig virker. Men det gør det. I stor stil. 

Faktisk er e-mail om noget et af de mest effektive digitale markedsføringsværktøjer, du kan benytte dig af. Med over 2,5 milliarder e-mail brugere på tværs af kloden (det er mere end TikTok og Instagram har tilsammen), er modtagerbasen generelt meget stor. Og chancen er minimal for, at dine kunder ikke bruger deres e-mail indbakke regelmæssigt. 

Men det er ikke den eneste grund til at benytte sig af e-mail marketing. For hvis du vil lave kommerciel kommunikation til dine kunder, så er e-mail marketing din nye bedste ven. Undersøgelser viser nemlig, at det er her, brugerne foretrækker at få den slags budskaber – og i mindre grad på f.eks. Facebook.  

Det effektive automation flow

Én af de største fordele ved at benytte sig af e-mail markedsføring er, at det meste kan sættes op så det foregår automatisk. Det hjælper dig med at personliggøre din e-mail marketing, uden at kræver flere ressourcer end højest nødvendigt.

Et personliggjort automation flow hjælper dig med at sende de rigtige e-mails til de rette kunder, så chancen for brugerengagement forhøjes.

Hvis indholdet i e-mailen relaterer sig præcist til der, hvor modtageren er i sin købsrejse, er der større sandsynlighed for, at de også reagerer på indholdet.

Der er altså mere end god grund til at få helt styr på sin e-mail marketing, så de gode leads kan konverteres til tilfredse kunder. For at få det hele til at spille, er det dog vigtigt at undgå en håndfuld faldgruber.  

Du får her et hurtigt overblik over nogle af de ting, der kan hindre din e-mail marketings potentiale. 

5 typiske fejl

1. Du har ikke et mål med din e-mail marketing 

At forstå sine tiltags mål er ikke bare vigtigt i e-mail marketing – det er vigtigt i alle former for markedsføring. Når man kender formålet med det, man laver, gør det det meget nemmere at 

… identificere sin målgruppe 

… finde det rigtige indhold 

… lave et sammenhængende nyhedsbrev 

Lad derfor formålet med jeres e-mail marketing være det første skridt. Får I ofte nye produkter eller ydelser, I gerne vil udbrede kendskabet til? Vil I dele ud af jeres viden og ekspertise – eller er formålet mest, at jeres potentielle kunder husker jer?  

2. Du har ikke gjort formålet tydeligt for modtageren 

Ét er, at du som afsender kender formålet. Det er vigtigt. Men noget helt andet er, at dine modtagere også gerne vil føle, at de forstår, hvad de går ind til. Og det gælder lige fra starten. 

Så gør det tydeligt, hvad de får ud af at tilmelde sig til og modtage din e-mail marketing. Præsenter dit nyhedsbrevs overordnede værdi i tilmeldingsformularen, brug simple og utvetydige emnefelter og fortæl kort om indholdet i toppen af hvert nyhedsbrev.  

Så sikrer du dig, at dine modtagere ikke på nogen måde føler sig snydt eller misledt.  

3. Du har for stort fokus på salg 

Selvom e-mail marketing er det “sikreste” sted for kommerciel kommunikation, er det ikke ensbetydende med, at du kan skrue helt op for salgstalen. Især, hvis dine kunder ikke er så langt i din købsrejse endnu.  

Dit nyhedsbrev bør derfor først og fremmest bestå af informativt og/eller værdifuldt indhold for dine modtagere. Gode blogindlæg, interessante nyheder eller nyttige guides. Derudover kan du strategisk få indflettet dit salgsorienterede indhold, så du øger chancen for konverterede leads – og undgår at skræmme dem væk. 

4. Du mangler personligheden 

Dit nyhedsbrev bør ikke skrives som en tilbudsavis. Fordelen ved e-mail marketing er nemlig, at du har muligheden for at lave kommunikation i øjenhøjde med dine modtagere. Så de føler, at de personligt har modtaget en e-mail fra dig/din virksomhed. 

Skru derfor ned for det komplekse markedsføringssprog – og op for personligheden. Sæt et navn på afsenderen, så det ikke blot er din virksomhed, som har sendt nyhedsbrevet afsted. Og hold stadig teksten til den korte side. 

5. Du har ikke testet nok 

I sidste ende er der kun en måde, du kan vide, hvad der virker bedst for din virksomhed: test, test, test. 

Prøv forskellige strategier, evaluer på dine nyhedsbreves performance og justér, når noget lader til ikke at virke så godt.

Benyt dig af split-tests, hvis dit e-mail automation software tillader det: afprøv forskellige emnelinjer eller endda afsendere, og brug dem, som virker bedst. 

E-mail marketing er kompliceret 

– det er allerede tydeligt ud fra ovenstående faktorer. Der er mange elementer at overveje, hvis man vil finde opskriften på det effektive nyhedsbrev. 

Hos Generaxion har vi specialister med ekspertise i effektiv e-mail marketing automation, som står klar til at hjælpe dig med at omdanne værdifulde leads til tilfredse kunder.