
Flows vs. AI Agents: Kender du egentlig forskellen?
Begge begreber fylder meget i AI-samtalen lige nu. Men de dækker over to fundamentalt forskellige ting – og det har stor betydning for, hvordan du bruger dem i din marketing.
Hvad er et flow?
Et flow er en serie foruddefinerede regler, der automatisk udføres, når bestemte betingelser er opfyldt. Tænk på det som en opskrift: Hvis dette sker, gør da det – og hvis ikke, gør noget andet.
Et klassisk eksempel er abandoned cart: kunden forlader kurven uden at købe, får en mail efter én time, en SMS med rabatkode efter 24 timer og lander i et “kolde leads”-segment efter tre dage. Samme logik, samme beskeder, hver gang. HubSpot, Klaviyo og ActiveCampaign kalder dem bare noget forskelligt – princippet er det samme.
Flows er fremragende til strukturerede, gentagne opgaver. Men de er statiske: Gør en kunde noget uventet, falder de ud af systemet. Ændrer markedet sig, skal du manuelt ind og opdatere.
Hvad er en AI agent?
En AI agent er ikke bare et smart flow. Hvor et flow følger regler, træffer en AI agent selvstændige beslutninger baseret på kontekst.
Tag kundeservice som eksempel. Et traditionelt flow kunne præsentere kunden for en simpel menu: “Skriv 1 for ordrestatus, 2 for returnering.”
En AI agent forstår i stedet den naturlige besked: “Hej, jeg har fået den forkerte størrelse, hvordan bytter jeg?” – og handler derefter. Den slår ordrehistorikken op, finder returneringspolitikken og guider kunden igennem processen. Bliver det kompliceret, eskalerer den til et menneske.
En AI agent bliver bedre over tid. Den lærer af, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Ser den, at e-mails, som sendes om onsdagen, giver bedre åbningsrate for B2B-kunder, begynder den at prioritere det – uden at du skal justere en eneste indstilling.
Platformsmæssigt er der sket meget. HubSpot har lanceret Breeze Agents til henholdsvis kundeservice, salg og content. Salesforce har Agentforce. Her hos Generaxion har vi netop lanceret vores eget interne marketing tool, der løbende forbedrer sig selv og hjælper vores konsulenter med at levere stærkere, datadrevet rådgivning.
Hvornår skal du bruge hvad?
De to tilgange supplerer hinanden – og det er vigtigt at forstå, hvornår den ene er
bedre end den anden.
Brug flows, når…
processen er simpel og gentages ofte. Velkomstmails, fødselsdagskampagner, lead scoring og abandoned cart-sekvenser er oplagte use cases. Her er forudsigelighed en fordel: Du kan se direkte, hvad der virker, og optimere løbende. Flows er hurtige at sætte op, lette at teste og kræver ikke de store ressourcer at holde i gang.
Brug AI agents, når…
der er mange variabler på spil, situationen kan ændre sig hurtigt, eller personalisering på individniveau er afgørende. Det gælder typisk kundeservice, personlig salgsoutreach til hundredevis af leads, eller dynamisk kampagneoptimering, hvor kontekst og nuance gør en reel forskel.
De bedste marketing setups kombinerer begge dele. Flows til rygraden – de pålidelige, gentagne processer. AI agents til kompleksiteten – de situationer, hvor tilpasning og forståelse af kontekst gør udfaldet markant bedre. Du kan for eksempel have et flow, der sender en velkomstmail til nye tilmeldinger, mens indholdet i den mail er skrevet af en AI agent, der kender modtagerens interesseområde.
Bid mærke i forskellen
Man bør dog være opmærksom på en misforståelse, der florerer: Mange platforme kalder deres features for “AI agents”, selv om der i virkeligheden bare er tale om flows med lidt AI lagt ovenpå. Det er ikke det samme.
Spørg dig selv: Kan systemet handle selvstændigt uden at jeg på forhånd har designet beslutningsstrukturen? Lærer det af resultater?
Kan det håndtere situationer, det aldrig har set før? Hvis svaret er nej, er der sandsynligvis tale om et smart flow – ikke en ægte AI agent.
Flows er rigtig gode til det, de er bygget til, men det er vigtigt at vide, hvad du faktisk køber, så forventningerne er de rigtige fra start.
Stadig tidligt – men udviklingen går hurtigt
Vi er endnu i en tidlig fase af AI agents. De er mere uforudsigelige end flows, de kræver mere data for at fungere godt, og de kræver løbende overvågning. Du kan ikke bare sætte en agent i gang og så lade den passe sig selv.
Men de bliver hurtigt bedre. I takt med at platforme som N8N og Make.com bygger AI agent-funktionalitet ind i de samme værktøjer, der hidtil kun har håndteret flows, bliver det nemmere at kombinere de to verdener – og nemmere at starte småt og skalere op.
Den store pointe er faktisk enkel: Flows og AI agents er ikke konkurrenter – de er forskellige redskaber til forskellige opgaver. Jo bedre du forstår forskellen, jo bedre kan du bygge et marketingsetup, der både er pålideligt og intelligent nok til at håndtere en verden, der konstant forandrer sig.
