
Journey Aware Bidding
Google tester i øjeblikket en ny budstrategi i Google Ads kaldet Journey Aware Bidding (JAB).
Journey Aware Bidding adresserer en af de største udfordringer i digital annoncering: At nutidens købsrejser sjældent består af én enkelt handling, men af mange berøringspunkter over tid. Hvis teknologien lever op til forventningerne, kan den få stor betydning for virksomheder med lange og komplekse kunderejser – særligt inden for B2B og leadgenerering.
Smart Bidding vs Journey Aware Bidding
Googles nuværende Smart Bidding automatiserer budgivningen ved hjælp af AI, der i realtid vurderer op mod 100 forskellige signaler hos brugeren som enhed, lokation, tidspunkt og adfærd. Systemet fungerer effektivt, når målet er én tydelig konvertering – et køb.
Smart Bidding bliver imidlertid utilstrækkelig, fordi den moderne kunderejse slet ikke er så simpel. I mange brancher konverterer brugeren ikke ved første besøg, men bevæger sig gennem flere trin: indholdsforbrug, downloads, demo-booking, kvalificering og først derefter et muligt salg.
I sin nuværende form kan Smart Bidding kun optimere mod det sidste trin i rejsen og ignorerer alle de handlinger, der leder frem til konverteringen.
Hvorfor Journey Aware Bidding?
Journey Aware Bidding er Googles bud på at løse netop denne udfordring. I stedet for udelukkende at fokusere på den endelige konvertering, lærer algoritmen nu af hele kunderejsen.
Det betyder, at mellemliggende handlinger – som download af en guide, deltagelse i et webinar eller booking af en demo – kan bruges som signaler til at vurdere, hvilke klik der har størst sandsynlighed for at skabe værdi på sigt.
Det primære konverteringsmål om f.eks. et køb eller et kvalificeret lead forbliver uændret, men annoncøren kan supplere med sekundære konverteringer, der giver algoritmen mere kontekst. Disse sekundære handlinger tæller ikke direkte med i konverteringstallene og påvirker ikke budgettet, men forbedrer algoritmens forståelse af kunderejsen.
Et eksempel fra praksis
Forestil dig et softwarefirma, der sælger et CRM-system.
Her kunne en typisk kunderejse se sådan ud:
- Besøg på website og læsning af fagligt relevant indhold
- Download af en guide
- Booking af demo
- Kvalificeret lead
- Kunde
Med traditionel Smart Bidding kan Google kun optimere mod punkt 5. Med Journey Aware Bidding kan alle de forudgående trin bruges til at identificere de brugere, der statistisk set har størst sandsynlighed for at ende som kunder.

Hvem får mest ud af Journey Aware Bidding?
Journey Aware Bidding er særligt relevant for virksomheder med:
… lange beslutningsprocesser
… flere touchpoints før konvertering
… fokus på leadgenerering
Det gælder især B2B-virksomheder, finansielle ydelser, boligmarkedet, uddannelsesinstitutioner og lignende brancher. Virksomheder med meget korte og simple købsrejser vil typisk opleve en mere begrænset effekt. Men for jer der arbejder med leadgenerering og måske har kunder, der typisk tager flere måneder om at beslutte sig, kan Journey Aware Bidding potentielt være en gamechanger.
Et markant skifte i optimering
Journey Aware Bidding repræsenterer et væsentligt skift i Googles tilgang til optimering. Vi har vidst, at alle de her mellemliggende skridt har betydning, men vi har ikke kunnet fortælle Googles algoritme om dem på en meningsfuld måde. For første gang bliver det muligt at give algoritmen den fulde kontekst af kunderejsen uden at arbejde med vilkårlige værdier eller tekniske workaround-løsninger.
Samtidig stiller løsningen større krav til teknisk setup, datakvalitet og strategisk forståelse af kunderejsen.
Det her er ikke plug-and-play. Det kræver, at du tænker grundigt over din kunderejse og implementerer trackingen derefter. Virksomheder, der allerede nu kortlægger deres kunderejse og får styr på tracking og konverteringsstruktur, vil stå stærkest, når løsningen bliver tilgængelig.
Hvornår bliver det tilgængeligt?
Google kører i øjeblikket en lukket test med udvalgte annoncører, som er startet i slutningen af 2025. En bredere udrulning forventes i løbet af 2026 – formentlig først til Search-kampagner, der anvender Target CPA som budstrategi.
Det er derfor ikke noget du kan slå til i morgen, men det er helt klart noget, du kan begynde at forberede dig på nu.
Sådan forbereder du dig
Selvom Journey Aware Bidding endnu ikke er bredt tilgængeligt, kan du og din virksomhed med fordel forberede jer allerede nu:
- Få styr på tracking
Det her er essentielt. Alle væsentlige trin i kunderejsen skal være korrekt tracket og kategoriseret i Google Ads. Google tilbyder i dag mere detaljerede konverteringskategorier som fx “book aftale”, “indsend leadformular” og “kvalificeret lead”, som er centrale for at Journey Aware Bidding forstår din kunderejse.
- Definér ét klart primært mål
Du kan kun optimere mod ét primært konverteringsmål. Det skal være det mål, der skaber mest reel værdi for forretningen med jeres aktuelle udgangspunkt. Er det kvalificerede leads? Er det faktiske salg?
- Sikr et solidt datagrundlag
Google anbefaler fortsat mindst 30 primære konverteringer om måneden for at Smart Bidding fungerer optimalt. Journey Aware Bidding udvider datagrundlaget, fordi den lærer af flere berøringspunkter, men du skal stadig have et solidt fundament.
Journey Aware Bidding anerkender en virkelighed, som marketingfolk har kendt længe: Kunderejser er komplekse, og værdi skabes over tid.