Få det skarpe overblik med Meta Business Suite

Én platform til det hele

Bruger du Facebook og Instagram til at markedsføre dig på? Så vil Meta Business Suite være nyttig for dig, når du skal administrere dine Facebook, Instagram og Messenger konti. Med dette værktøj får du nemlig det store overblik. Og dine muligheder er mange, når du skal planlægge din SoMe strategi.

Hvad er Meta Business Suite?

Du undrer dig måske over, hvad Meta Business Suite egentlig er for noget. For mange kan det nemlig virke som et uoverskueligt værktøj. Så hvis du vil blive klogere på:

  • Hvad det er…
  • Hvordan man bruger det…
  • Hvilke fordele der er…

– så læs med.

Meta Business Suite vs. Facebook Business Manager

Meta Business Suite er et relativt nyt værktøj, først skabt som et supplement til Facebook Business Manager. Men faktisk har Meta allerede sat Meta Business Suite til at være standardsiden, hvor det før var Facebook Business Manager. Du kan dog stadig vælge at bruge Facebook Business Manager, hvis det er det, du føler dig mest tryg i.

Ligesom med Business Manageren, kan du administrere alle dine aktiver under samme paraply. Forskellen på de to værktøjer er, i store træk, at det er blevet nemmere at få et overblik over alle dine aktiver – og gjort mere brugervenligt – med Meta Business Suite.

Du kan altså få et indblik i, hvordan det går din virksomheds annoncer og opslag. Så du på den måde kan se, hvad der fungerer for netop din virksomhed – og hvilken markedsføring, der er den rigtige for dig. Det hjælper dig med at regne ud, hvordan du kan planlægge dine annoncer fremadrettet, og hvilke typer annoncer, der giver dig de bedste resultater.

Sådan ser startsiden for Meta Business Suite ud. I venstre side kan du se alle de funktioner, som du kan tilgå – på startsiden kan du f.eks. oprette to-do-lister, blandt andet. Det giver dig et fint og enkelt overblik over din virksomhed.

Hvad kan du bruge Meta Business Suite til?

Du kan bruge Meta Business Suite til at se, planlægge, oprette og administrere alle dine annoncer og opslag. Hvis du som virksomhed gerne vil have helikopterblikket, vil Meta Business Suite være en trofast kompagnon, da den giver dig et indblik i alt dit data. Det er også her, at du kan kommunikere med dine kunder, både fra Facebook, Instagram og Messenger. Så i stedet for, at du skal logge ind på alle dine sider separat, så får du det hele samlet ét sted.

Hvilke fordele får du med Meta Business Suite?

Mange. Men den største er, at det hjælper dig med at administrere dine sider og konti, så det bliver nemmere at opnå en større online synlighed på Facebook og Instagram.

Andre fordele du får ved at bruge Meta Business Suite:

1. Flere indbakker er slået sammen til én

Læs dine beskeder og kommentarer fra både din Facebook-side, Messenger og Instagram-konto. Samlet ét sted. Du kan også svare på alle dine beskeder og kommentarer inde på Meta Business Suite. På den måde sparer du altså en masse tid og skaber et fint overblik over al den kommunikation, der sker på dine virksomhedssider.

2. Opret og planlæg dine opslag

Værktøjet giver dig også mulighed for at oprette opslag og planlægge dem. På den måde kan du lave de opslag, du vil have over en periode på samme tid, og planlægge dem, så de bliver offentliggjort på bestemte tidspunkter. Det vil spare dig tid og give dig mulighed for at lægge en solid SoMe strategi.

3. Opret annoncer

Du har også mulighed for at oprette annoncer på Meta Business Suite. Ude i venstre side på Meta Business Suite kan du klikke på den funktion der hedder annoncer. Her har du mulighed for at klikke opret annonce, og så vil der komme nogle muligheder op, som er vist på billedet ovenfor.

Når du har valgt et mål for din annonce, kommer du automatisk videre, hvor du så kan vælge dit dagsbudget, din målgruppe og meget mere. Det fungerer helt på samme måde, som i Business Manageren, men opsætningen og brugeroplevelsen er anderledes.

Hvis du er vant til at lave annoncer fra Facebook Business Manager, så har du stadig mulighed for at gøre det. Jo mere, du klikker dig rundt i de forskellige værktøjer, jo bedre finder du ud af, hvad der fungerer bedst for dig.

Dette var bare nogle enkelte eksempler på, hvad du kan bruge Meta Business Suite til. I starten kan det måske virke uoverskueligt, men tag dig tid til at kigge rundt i værktøjet, og med tiden finder du ud af alle de funktioner, du kan bruge, og som giver mening for lige netop dig og din virksomhed.

Hos Generaxion har vi erfarne og kompetente specialister inden for Meta Business Suite, som med udgangspunkt i din virksomheds identitet og mål står klar til at skabe og udføre en skræddersyet marketingstrategi for dig.