10 tips til at booste page speed

Hele 49 % af kunderne forventer, at et website indlæses på maksimalt to sekunder – og hele 1 ud af 5 personer forventer, at en side indlæses med det samme. Vi giver dig derfor 10 tips til, hvordan du får et hurtig og effektivt website.

Når teknologien udvikler sig så hurtigt, som den gør, er det ingen overraskelse, at vores forventninger til websites ligeledes stiger. Hastigheden er især en afgørende faktor. Ikke kun for besøgende, men også for f.eks. Google, som rangerer og indekserer sider med sidehastighed i tankerne. En hurtigere side får simpelthen en bedre placering end en langsom.

Hvis du gerne vil rangere højere på Google, så er der altså god grund til at gennemgå hastigheden på dit website og – hvis det er nødvendigt – booste det lidt op. Hvis ikke, risikerer du at miste både kunder, trafik og placeringer på Google. Heldigvis er der måder at øge sidehastigheden og derved forbedre websitets ydeevne. Vi vil se nærmere på, hvordan du kan gøre dette (rådene tager udgangspunkt i et website baseret på WordPress).

Før du begynder – tjek dit website i tre trin 

Inden vi gennemgår vores tips til, hvordan man øger sidehastigheden, er der tre ting, du bør tjekke. Det første er, at du tjekker, hvor hurtig din side er. Google Pagespeed er et godt værktøj til både at analysere og senere også øge hastigheden på din side. 

Trin nummer to er, at dit website også skal være hurtigt og brugervenligt til mobiler. Google bruger et indeks, der også måler brugervenlighed fra mobile enheder. Det er ikke kun hos Google, du taber ved ikke at tilbyde et mobilvenligt site – du vil også miste mange besøgende og potentielle kunder. Test, hvor mobilvenligt dit website er, lige her . 

Det tredje trin er at inkludere alle besøgende på dit website. Nogle mennesker lider af et handicap, og de skal også tilbydes en optimeret oplevelse. Er dit site tilpasset alle? Der er retningslinjer – ADA-kompatibilitet – som skal følges, men som mange slet ikke kender. Heldigvis kan du både måle et websites tilgængelighed, samt bruge forskellige plug-ins, der advarer, når din side ikke opfylder kravene til eksempelvis farvekontrast og alternative undertekster. Ved at bruge SCALE kan du se, om din side er ADA-kompatibel. 

Sådan øger du websitets hastighed og ydeevne

1. Less is more

Hvor meget indhold har du på dit website – og hvor meget skal der egentlig til for at tilbyde den besøgende en god oplevelse? At fylde et website til randen med diverse informationer kan være fristende, hvis man f.eks. gerne vil score højt på SEO. 

Sandheden er dog, at indhold kan gøre en side langsom, og at det dermed kan have en direkte modsat effekt. Google opfatter siden som langsom – og den ryger ned i placeringer. Slet derfor unødvendigt indhold eller placer det på undersider, så siden indlæses hurtigere.

2. Komprimer dine billeder

Billeder er en vigtig del af, hvordan et website opfattes, men de kan også være i vejen. Faktisk er billeder, der indlæses langsomt, det største problem, når det kommer til indlæsningshastighed på et website. Det er dels meget irriterende for de besøgende – og dels også ødelæggende for placeringen på Google. 

Ved at komprimere dine billeder kan du næsten halvere indlæsningshastigheden. En nem måde at gøre dette på er at bruge JPG som filformat. Det pågældende format komprimerer billeder effektivt og de mindre billeder, du får, indlæses også væsentligt hurtigere.

3. Det rigtige antal pixels

Hvis du uploader et billede til dit website fra et digitalkamera, skal du være opmærksom på, at det pågældende billede vil være langt større, end det behøver at være. Dette har ligeledes en negativ effekt på hastigheden. Der er mange billedbehandlingsprogrammer, og et af de bedste er faktisk gratis. Photoshop Express er nemlig nemt at bruge og tilbyder desuden en stor mængde funktioner og effekter.

4. Fjern unødvendige plugins og scripts

Når dit website skal designes, er der et væld af forskellige scripts og plugins, som kan automatisere processer eller tilføje nyttige funktioner for dig eller de besøgende. Men hvilke scripts og plugins har du virkelig brug for? Mange langsomme websites kan fremskyndes blot ved at rydde ud blandt disse detaljer. At man skal kunne tilbyde bestemte funktioner er givet, men i mange tilfælde ligger plugins bare og samler støv. De opfylder ikke nogen funktion. Men de gør websitet langsomt. 

5. Aktiver cache for din browser

Browserens caching er noget, der både fremskynder indlæsningen og som samtidig bidrager til en bedre oplevelse for den besøgende. Oplysninger – for eksempel billeder, CSS og Javascript – indsamles i hukommelsen, og næste gang den besøgende klikker på websitet, bruges den pågældende information af browseren til at indlæse websitet hurtigere. 

Ikke sikker på, om din browser bruger caching? Her er en gratis browserudvidelse, der giver dig svar, når cachen f.eks. løber tør og browseren sletter indsamlede oplysninger. Du kan selv tilføje cachen til websitet ved at opdatere HTaccess-filen. 

6. Vælg den rigtige hosting

Valget af webhost kan gøre en kæmpe forskel. Vælg en udbyder, hvor du har allokeret egne serverresurser og derfor ikke bliver påvirket, hvis andre sites fx er under spidsbelastning. Det er altså som udgangspunkt en fordel ikke at dele plads med mange andre websites, da det kan gå ud over indlæsningen. Vores råd er derfor, at du aktivt søger efter webhosts, der tilbyder en optimeret hastighed. 

7. Minimer HTTP requests

Hver separat fil, der kræves for at et website fungerer, skal også have en separat HTTP-anmodning. Med andre ord: de skal indlæses individuelt. Og jo flere, der er af dem, jo langsommere går det med at indlæse. Et simpelt skøn er, at omkring 90 % af websites har dette problem – af den simple grund, at de ikke er bygget med hastighed for øje. 

Har du til hensigt at bruge Javascript-filer eller CSS-filer med ekstra plugins? Ja, så kan du også regne med, at der bliver oprettet et dusin nye anmodninger bare fra dem. Vi anbefaler derfor, at du slår alle Javascript-filer sammen til én enhed, og at du gør det samme med alle CSS-filer. 

8. Smartere intern linkbuilding

Ved at anvende effektiv linkbuilding, kan du sætte farten mærkbart op. Et godt tip er at bruge skråstregen. Ved at bruge skråstreg undgår du, at webserveren bliver omdirigeret af en 301-redirect. Den bliver ikke tvunget til at lede efter filnavnet i mappen. Herigennem kan du skrue op for hastigheden – og dette uden nogen reel indsats. 

I stedet for http://eksempel.dk/tekst bruger du altså http://eksempel.dk/tekst/.

9. Reducer filer fra CSS, HTML og Javascript

Ved at bruge HTMLMinifyer kan du for eksempel minimere filer fra HTML, CSS og Javascript automatisk. Værktøjet fjerner bl.a. mellemrum, kommaer, punktum og andre tegn, der fylder og gør indlæsningen langsommere. Ved hjælp af Gzip kan du så komprimere og optimere de pågældende filer – noget du bestemt bør gøre, hvis det er filer over 150 bytes. Husk dog altid at tage backup på forhånd. 

10. Optimer forsiden

Det kan være fristende at bruge widgets, mange billeder og Javascripts på forsiden, da dette kan fange den besøgendes interesse. Det kan dog gøre indlæsningen langsom. Nogle gange er det bedre at spare på lækkerierne og, igen, sige less is more. Dvs. færre artikler og vis kun dele af dem, og undgå widgets, når du for eksempel deler på sociale medier. 

Optimer dit website

Der er ingen grund til at lade dit websites potentiale blive påvirket af langsom indlæsningshastighed. Hos Generaxion har vi dygtige kolleger, som har mange års erfaring og ekspertise med at skabe hurtige og effektive websites.