Sådan skriver du gode tekster til dit website

Står du og mangler indhold til din hjemmeside og ønsker du selv at forfatte tekster? Du ved måske ikke, hvor du skal starte? Her får du en kort guide til, hvordan du selv kan skrive gode tekster til dit website med din ekspertviden på området.

Tænk unikt

Når du skal skrive tekster til dit website, er det meget vigtigt, at du skriver unikke tekster. Med unikke menes der, tekster som ikke findes andre steder på internettet. Du må gerne hente inspiration fra andre lignende websites, informationen skal dog være forfattet med dine egne ord.

Det kan have fatale konsekvenser, hvis du bruger det samme indhold, som allerede eksisterer på internettet. Google registrerer duplikeret indhold og vil nedprioritere dit website. Med andre ord kan dit website risikere at falde mange placeringer på Google og ikke være synlig for dine potentielle kunder.

Opsummering: Bliv inspireret af andre, brug ekspertviden, skriv egne ord

Skab en overskuelig struktur

Når en potentiel kunde læser dit indhold, vil de gerne komme til sagen så hurtigt som muligt. En tydelig struktur på dine tekster er derfor utrolig vigtig, hvis du ønsker at bevare dine læseres opmærksomhed. Hvis dine læsere ikke kan afkode indholdet og budskabet forholdsvist hurtigt, er det svært for dem at se værdien i at læse videre.

Struktur i tekster kan skabes på mange måder. En af de letteste metoder er ved hjælp af overskrifter og afsnit i teksten. Herved kan du hurtigt give sine læsere et overblik over indholdet og de kan dermed hurtigt vurdere, om teksten har interesse for dem.

Fængende overskrifter

  • Helst ikke mindre end 3 overskrifter/afsnit i teksten
  • Brug ulige tal – eks. Få 3 gode tilbud i dag
  • Brug følelser – eks. Efter en presset dag er massage det helt rigtige for dig
  • Vær konkret om, hvad læseren kan forvente af afsnittet – eks. Din lokale tømrer med 40 års erfaring

Opdel teksten i afsnit

  • Opdel teksten i flere afsnit
  • Undgå gentagelser i teksten og vær meget konkret
  • Brug et sprog, som den potentielle kunde kan forstå – undgå indviklet fagsprog

Altid fokus på grammatikken

Få altid et par ekstra øjne på teksten, efter du har forfattet den. Grammatik og sprog er vigtigt, når man skal sælge et produkt eller en ydelse. Det udviser professionalisme og har en positiv indvirkning på personen, som besøger din hjemmeside.

Opsummering : Lav spændende overskrifter og overskuelige afsnit. Og fokuser på sproget og grammatikken.

Indhold

Indhold på et website er altid godt, og tekster må også godt være lange. Så længe man har noget på hjerte. Det vigtigste er, at du ikke mangler indhold på dine sider. En tom side vil sikkert medføre, at de besøgende smutter over til en anden udbyder. Desuden kan Google ikke finde dit website, og du vil ikke være med i konkurrencen om de bedste placeringer. Vi anbefaler, at hver tekst gerne skal nærme sig de 300 ord, da der dermed er mulighed for flere under-overskrifter, og længden desuden tillader en fin mængde af information til den besøgende.

Søgeord og geografi

  • Søgeord: altid fokuser på, at hver side har et unikt emne. Fx er det en god ide at opdele sine produkter eller ydelser, så hver har sin helt unikke side/tekst. Søgeordet tilføjes så naturligt som muligt løbende i teksten.
  • Geografi: tilføj din geografi, telefonnummer og adresse (det gavner dig på Google, når en bruger søger i dit område).

Call-to-action

Call-to-action betyder, at du giver dine besøgende en grund til at kontakte dig. Som tidligere nævnt er geografi en vigtig del af din tekst. Den har flere positive formål. Når det kommer til call-to-action, så har geografien og kontaktinformationer den fordel, at det er nemmere for kunden at komme i kontakt med dig. Så vær tydelig på alle sider.

Interne links

Via interne links forbinder du siderne på websitet med hinanden. Det er en god ide at sætte et link fra forsiden ind til de resterende sider på dit website. Så har den besøgende på dit website nemlig nemmere ved at navigere rundt.

Opsummering: Hjælp dine kunder med at finde dig og komme videre til den relevante information.

Har du brug for hjælp til dine tekster? Så tøv ikke med at kontakte os. Vi elsker godt indhold, og vi elsker også at skrive det for dig. Vi ved nemlig, at det er godt givet ud på den lange bane.