Xtracts: December 2022

Kan du mærke det?

Det er december. For alvor. Julelys, bjældeklang og en daglig bøn om en lille smule sne. Det er en magisk tid – og en travl tid. For de sidste mål skal nås, inden den velfortjente juleferie tjekker ind. Det kan du garanteret nikke genkendende til. Så der er sjældent tid til at sætte sig ned og Google efter digitale nyheder og tendenser.

Så hvad med at springe Google-skattejagten over? Vi har nemlig som altid samlet månedens vigtigste nyheder. Vi kigger bl.a. nærmere på en status for Black Friday 2022, det nye sociale medie Mastodon og en længe ventet opdatering af LinkedIn.

Læn dig tilbage med en håndfuld pebernødder. Vi går tæt på det hele i årets sidste Xtracts, dit digitale nyhedsoverblik.

1. Black Friday slog, trods alt, igen rekord

Det er jo ikke helt en nyhed længere. Det sker hvert år: Black Week skydes i gang, kortene kommer op af lommen og der kan endnu en gang skrives om shoppingrekorder i det danske land. I år var det dog lidt anderledes. Energikrise og mere gjorde det nemt at forestille sig en lille tilbagegang i Black Fridays rekordstime.

Men det var ikke tilfældet. For endnu en gang meddeler MobilePay, at Black Week slog alle hidtidige uge-rekorder for nethandel. Og de fysiske butikker har endda oplevet, at den store shopping-uge for alvor er slået igennem uden for nettet også.

Uanset krisetider, lav forbrugertillid og mere, så ændrer det tydeligvis ikke på, at julegaverne skal købes. Det er måske på mange måder et lille lys i en til tider kold vinter.

Kilde: Dansk Erhverv

2. Twitter-brugere flygter til nyt socialt medie

Det er vel efterhånden også alt for længe siden, at vi har hørt om et nyt socialt medie. Så der er vel næppe et bedre tidspunkt, end imens et af verdens største af slagsen oplever massive problemer. Twitters mange forandringer efter Elon Musks overtagelse forårsager nemlig massevandring fra platformen – og over til en ny.

Mastodon er navnet. Og det er lige så nemt at tilmelde sig som på så mange andre medier. Men kerneforskellen er, at Mastodon er serverbaseret. Så ens konto oprettes på, og lever på, én af lidt over 4.000 servere, som hver især administreres separat. Med andre ord: der er ingen Elon Musk her.

Selvom Mastodon har eksisteret siden 2016, så har Twitter uden tvivl kickstartet populariteten – og det afspejles da også i deres markedsføring, som ikke er bange for at sende stikpiller i Twitters retning. Derudover hedder opslag på Mastodon “Toots”. Så kan man studse lidt over det.

Kilde: Videnskab.dk

3. YouTube udfordrer Netflix, HBO og alle de andre

Først havde vi de gode gamle tv-programmer. Så kom YouTube med sit brugerskabte content i øjenhøjde. Så væltede Netflix og co. korthuset med filmstreaming. Så fik tv sit comeback med flow tv på apps. Og nu udfordrer YouTube simpelthen dem alle sammen.

Rundtosset? Forståeligt. Kort fortalt, så introducerer YouTube nu Primetime Channels, hvor du vil kunne se alt fra brugercontent til de største af tidens film. Såvel som tv-serier, sportsprogrammer og mere. Som YouTube selv siger: snart kan du både se traileren til en film – og så resten af filmen bagefter.

Er YouTube i familie med TikTok eller Netflix? Vimeo eller tv’et i stuen? Det bliver sværere og sværere at sige. Og måske er spørgsmålet snart slet ikke relevant.

Kilde: YouTube

4. Nu kan du planlægge opslag på LinkedIn

Er du træt af, at du nemt og hurtigt kan planlægge dine opslag til Facebook og Instagram – imens du manuelt stadig er nødt til at gå ind på LinkedIn og poste hver eneste gang? Så er du ikke den eneste. Og efter lang tids testning, udruller LinkedIn endelig muligheden for at planlægge opslag.

Indtil nu er tiltaget kun blevet test internt. Men nu er der endelig en knap, hvor du simpelthen bare kan vælge, hvornår opslaget skal ud. Og selvom det f.eks. ikke (endnu) giver data på optimale tidspunkter, som Meta gør, er det et skridt fremad.

Funktionen starter med at være tilgængelig på computer og Android for private brugere, og ifølge LinkedIn kommer iOS og firmasider naturligvis til at følge trop.

Kilde: Social Media Today

5. Tegnsprog på Teams er snart virkelighed

Tilgængelighed. Det er et af de største fokuspunkter i nutidens software-udvikling. Tekst-til-tale, øjenstyring og sprogunderstøttelse. Og sidstnævnte tager Microsoft Teams altså nu til et ekstra niveau.

De introducerer nemlig nu et dedikeret tegnsprogsvindue til videokonferencer. Her vil man kunne vælge 1-2 deltagere som værende tegnsprogsoversættere, hvorefter brugere med funktionen aktiveret vil kunne se dem i midten af skærmen. Og andre brugere vil i mellemtiden slet ikke kunne se oversætterne – eller hvem, der kan se dem, for den sags skyld.

Man har selvfølgelig altid bare kunne have en oversætter med i sit videomøde. Men at Microsoft nu dedikerer en integreret funktion til at gøre det endnu nemmere, er et stort skridt mod endnu større tilgængelighed. Vi slutter derfor året af med klapsalve i Microsofts retning.

Kilde: The Verge