Live Auktioner: modernisering af et aldrende format

Hvis man følger nogle af Danmarks større webshops, kommer man til at støde på konceptet Live Auktioner før eller siden. Her bruger en webshop streamingfunktionen på f.eks. Facebook til at præsentere et begrænset udvalg af produkter til favorable priser, som man så kan melde "ja tak" til. Og selvom konceptet kan virke til at være et par gode skridt fra traditionelle auktioner, spiller det stadig på nogle styrker, som oftere har været set uden for den digitale sfære.

“Ja tak” til skarpe priser

Når den digitale verden kommer til kort med splinternye tiltag, må den i stedet ty til digitalisering af eksisterende koncepter. Således har vi set med koncepter som Live Shopping (læs vores artikel om dette her), og nu zoomer vi ind på endnu et: Live Auktioner. Med timevis af gode tilbud og engagerende underholdning, har Live Auktionen, efter sin store succes i Asien, nu også indtaget Danmark.

Formatet er enkelt, men ikke nødvendigvis intuitivt: en webshop stiller via videostream en begrænset mængde produkter til salg til auktionsspecifikke udsalgspriser og præsenterer dem ét ad gangen. Man skal så være hurtig til at melde, at man ønsker at købe et bestemt produkt til den pågældende pris. Herefter får man tilsendt et link eller lignende til at købe produktet til den unikke pris.

Live Auktioner herhjemme

Takket være det stigende antal muligheder for live-streaming på sociale medier, samt software som er designet til at hjælpe med interaktiv webshopping, har mange webshops i Danmark hurtigt taget formatet til sig. Bl.a. har webshoppen Coolshop afholdt adskillige Live Auktioner, med temaer som elektronik og personlig pleje.

Formatet tillader også variation og unikke præg. Ditur.dk afholder jævnligt Live Auktioner, og som deres twist på “genren” kan man hos dem desuden se priserne på forhånd – men ikke selve varen. Man skal altså deltage i auktionen for at vide, hvad der gemmer sig bag de forskellige auktionsnumre.

Se flere eksempler på Live Auktion-formatet herunder:

Auktion eller ej?

Live Auktionen opererer efter et klassisk først-til-mølle-princip, ikke ulig hvad man ser når Black Friday ruller ind over landet. Priserne er lave, beholdningen er begrænset og produkterne er tiltalende. Det er til gengæld formatet, som princippet er pakket ind i, som gør Live Auktionen til en bemærkelsesværdig tendens.

Allerede ved definitionen på formatet spotter man nemlig hurtigt en forvirring i begrebet “auktion”. Her handler det nemlig ikke om at byde den højeste pris. I stedet handler det blot om at være én af dem, der får lov til at købe produktet til den faste lave pris. Der er altså ingen “solgt til højstbydende!” her. Auktion i traditionel forstand? Knap så meget. Men parallelerne er der, og i højt nok omfang til, at det retfærdiggør navnet.

Måske er det også netop denne diskrete afvigelse fra det traditionelle auktionsformat, som gør konceptet vellykket. Eksklusiviteten er der f.eks. stadig. Ved at skabe udsalgspriser, som kun kan findes af kunden igennem auktionen, skaber man ikke kun en god mulighed for at komme tættere på sin kundebase – man skaber også motivation for kunden til overhovedet at klikke sig ind på auktionen.

Ved at gøre det over sociale medier, får man også øget trafik på siderne – især ved tilføjelse af ekstra elementer som konkurrencer. Afholder man Live Auktioner regelmæssigt, giver det også en god grund for folk til at blive ved med at følge webshoppens sociale medier. Det skaber næsten en slags synergieffekt, hvor formatet, mediekonteksten og webshoppen bidrager til hinandens vækst.

Et virvar af digitale tendenser

Noget af det, som måske gør Live Auktioner mest interessant, er, hvordan formatet lader til at bygge på adskillige tendenser inden for digital udvikling. Ved første øjekast spiller konceptet på den samme centrale styrke, som Live Shopping også benytter sig af: menneskelig tilstedevær i en digital kontekst.

Live Auktionens fundament kan dog spores tilbage til et format, som i sammenligning med webshops tager titlen som alderspræsident, nemlig tv-shopping. Nøjagtig som med Live Auktioner fik man her præsenteret et produkt til en stærkt nedsat pris, som man så kunne ringe ind og bestille. Formatet er efterhånden fossileret (om end ikke helt dødt), men lever tilsyneladende delvist videre i nutidens Live Auktioner.

Tilbage til den personlige indkøbstur

I bund og grund er Live Auktionens største styrke nok blot, at den ikke bare er webshopping – den er lige lidt mere. Webshopping blev skabt med intentionen om, at det bl.a. skulle være nemt, hurtigt og overskueligt at foretage sine indkøb. Man skrællede alt det “ekstra” væk, så man som forbruger hurtigt kunne få købt det, man stod og manglede, uden alt for mange dikkedarer.

Men som Live Auktionerne og Live Shopping lader til at påpege, så er der måske nu brug for det “ekstra” igen. Personligheden hos virksomheden. Kontakten mellem medarbejder og kunde. Der er kommet et i hvert fald delvist behov for at gøre shopping til en begivenhed igen, uden at skulle bortkaste den teknologiske udvikling, som webshopping har været en del af.

Om dette skift i tilgang til e-handel skyldes en naturlig, og måske endda forudsigelig, udvikling, en pandemi eller noget helt tredje er svært at sige. I hvert fald på nuværende tidspunkt. Men det er en spændende tid for webshopping og de udviklinger, som sker i feltet – og vi sidder i den grad stadig med agtsomme øjne.