Lav marketing der kan mærkes

Græd ikke over spildt marketing.

Men græd gerne over marketing generelt – eller grin, smil eller en hvilken som helst anden handling, der udtrykker en følelse. Langt over halvdelen af vores beslutninger som mennesker er nemlig baseret på følelser – og først herefter understøtter vi dem med logik og fakta. Det gælder uanset, om der er tale om, hvad du skal have til aftensmad, hvordan du reagerer på en forfremmelse, eller om det der nye TV på tilbud skal hjem og hænge i din stue.

Vi er særligt interesseret i den del, der handler om køb. For følelser har stor betydning for, hvor vi lægger vores penge – og derfor også stor betydning for din markedsføring.

Men hvorfor fylder følelser så meget i vores beslutninger? Og hvordan kan vi bruge netop det til at optimere vores marketing? Det har vi tænkt os at kaste et blik på.

Hvorfor bruge følelser i marketing?

Det helt simple svar er, at vores hjerner er kodet til at behandle følelser hurtigere end rationelle tanker.

Når du skal sammensætte budskaber i din marketing, skal du altså huske på, at mennesker primært reagerer på følelser.

Det betyder dog ikke, at du skal glemme den logiske del fuldstændigt. Som tidligere nævnt underbygger mennesker nemlig sine følelser med fakta og logik. Dine budskaber skal derfor indeholde elementer, som forsøger at imødekomme begge.

Vi giver dig otte tips til hvordan.

Kort fortalt

  • Både negative og positive følelser kan bringes i spil (så længe det giver mening).
  • Mennesker spejler sig i mennesker – udtryk den ønskede handling eller følelse med f.eks. video.
  • Anbefalinger fra andre brugere kan sætte farten op på beslutningsprocesser.
  • Få brugerne til at føle, at de går glip af noget.
  • Når noget er tilgængeligt i et begrænset omfang, bliver det mere eftertragtet.
  • Giv potentielle kunder noget af værdi, så de får lyst til at gengælde.
  • Gode historier får folk til at huske og forstå budskaber bedre.

Tid til at gå i dybden.

8 måder at bringe følelser ind i din marketing

1. Fokusér på følelser

Når du benytter følelser i din marketing, kan du gøre brug af negative såvel som positive – så længe det giver mening for din virksomhed. Start med at overveje, hvilke følelser dit produkt eller service bringer frem i folk. Er det glæde, sorg, samvittighed eller måske motivation? Når dette er slået fast, kan du begynde at forme din strategi efter det.

2. At afspejle sig i andre

Ser du et andet menneske udføre en handling, vil din hjerne automatisk reagere, som var det dig selv, der var i gang med samme aktivitet. Det skyldes det, der hedder Mirror Neurons: hjerneceller, der aktiveres af samme emotionelle respons i både den, der observerer, og den, der bliver observeret.

Det er en del af forklaringen på, hvorfor vi føler empati for nødsramte, eller hvorfor vi griner, når andre gør det. Men også hvorfor vi føler os drevet til at handle, når vi oplever noget inspirerende.

Måden hvorpå du kan gøre brug af dette i din marketing, er ved at udtrykke den følelse, som du ønsker frembragt hos folk, gennem video, billeder eller copy. På den måde kan du få målgruppen til at handle gennem den emotionelle relation, der opstår.

3. Mennesker søger andre mennesker

Mund til mund er en af de mest effektive og troværdige former for marketing. Som mennesker har vi nemlig en tendens til at være mere tilbøjelige til at gøre det samme som andre gør – særligt hvis vi kan genkende noget af os selv i de andre.

Derfor er det også helt naturligt, at de fleste mennesker tager et kig på, hvad andre har gjort i samme eller lignende situation, hvis de er usikre på en beslutning.

Af samme grund kan influencer-marketing være utrolig effektivt. Andre måder, hvorpå du kan benytte dig af social proof er med kundecases, testimonials, anbefalinger, anmeldelser, m.m.

4. Mere bange for at miste

Hjernen er sådan indrettet, at man som regel er mere bange for at miste eller gå glip af noget, end man er glad for at have opnået noget. Det kaldes også Loss Aversion. De negative følelser får altså ofte lov til at dominere.

Det kan du udnytte ved at få folk til at føle, at de går glip af noget eller mister noget, hvis de ikke interagerer med dit brand, køber dit produkt eller benytter din service. Få det til at virke uundværligt.

5. Begrænset tilgængelighed

Når noget kun er tilgængeligt i et begrænset omfang, er mennesker generelt mere motiverede til at skride til handling. Derfor ser man også, at nogle mennesker er villige til at betale mange penge for produkter, der er limited edition, eller hvis der er en følelse af, at produktet snart er udsolgt. Knaphed gør ting eftertragtede.

Netop det gøres der stor brug af i marketing til at skabe en følelse af, at noget haster hos målgruppen: tidsbegrænsede tilbud, produkter eller services. VIP-adgang kan også virke motiverende, da kun en række brugere får adgang eller tidlig adgang til et produkt eller tilbud.

6. Gør noget til gengæld

Gengældelse er et andet vigtigt nøgleord, når det handler om følelser i marketing. Mennesker er nemlig mere tilbøjelige til at gøre noget for nogen, hvis de føler, at de har gjort noget for dem først. Det vil også sige, at der er større chance for, at brugeren vil foretage et køb hos dig, hvis du har givet dem noget i bytte.

Du kan opbygge sådan en relation med viden, samples, rabatkoder eller lignende. Finder de byttet værdifuldt nok, står du stærkt i forhold til en fremtidig konvertering.

7. God storytelling er effektivt

Det er betydeligt lettere for mennesker at forstå og huske budskaber, når de formidles gennem historier. Og historier vækker følelser. Fortællinger giver brugeren muligheden for at skabe sin egen fortolkning og oplevelse – og dermed knytte sine egne følelser til historien. Med storytelling får du altså muligheden for at blive både husket og forstået bedre. Derfor er gode historier effektive.

Vi har skrevet om storytelling i markedsføring på sociale medier her.

8. Forstå dine kunder

Det vigtigste element, når du bruger følelser i marketing, er, at du kender og forstår dine kunder. Det er nemlig ikke sikkert, at den ene type følelses-teknik virker på din målgruppe, selvom den virker på andre. Vær derfor grundig i din målgrupperesearch. Du kan finde tips til, hvordan du kommer tættere på dine kunder i vores artikel om selv samme emne.

Er du stadig i tvivl om, hvordan du skal gribe det hele an, så står vi klar til at gribe dig.