Pinterest – visuelt, voksende og virksomt

Pinterest er, med sine mere end 200 milliarder opslag, privatpersoners online opslagstavle til de gode idéer. Her samler fortrinsvis kvinder, men også et stigende antal mænd, inspiration til måltider, indretning, gør-det-selv-projekter og mode. Selvom disse kategorier oftest ligger i toppen af søgeresultaterne, kan du dog finde nærmest alt på Pinterest. Herinde er de eneste rigtige fællestræk nemlig, at indholdet er visuelt tiltalende og inspirerende.

Den helt brede palette

Uanset om du søger hjælp til at lave en surdej, vil lære at tage portrætfotografier, søger den perfekte frakke eller leder efter en lampe til stuebordet, er Pinterest det perfekte sted at hente inspiration. Når du finder noget, der fanger din interesse, sætter du ’en nål i det’ og strukturerer i egne mapper.

Og det er der da også mange, der gør – især blandt nogle enormt attraktive målgrupper, som din virksomhed utvivlsomt kunne have interesse i. Et par statistikker omkring Pinterest viser nemlig helt tydeligt, at platformens brugere tit er både købestærke, købsvillige, åbne for nye brands og positivt stemt. Det kunne meget vel betyde, at din virksomhed burde overveje, om ikke Pinterest var et oplagt sted at møde både nye og eksisterende kunder:

  • 40% af alle interaktioner er på ”relaterede pins” – altså, ikke de originale søgninger.
  • 71% af Pinterests brugere er kvinder, og 29% er mellem 29 og 34 år. Selvom kvinderne dermed tipper vægtskålen, er mændene dog et voksende segment på platformen.
  • 97% af Pinterests brugere søger ikke efter specifikke mærker, men er i stedet på udkig efter inspiration – og i øvrigt langt mere åbne for nye brands. Og med 48% af brugerne på udkig efter deres næste indkøb, er der stort potentiale i at sikre synlighed for netop disse brugere.
  • I 2019 voksede Pinterest med 26% og har dermed et brugergrundlag på 335 millioner brugere. Kombineret med en vækst i annonceomsætning på 100%, er det ikke længere et medie, som er let at overse i sin markedsføring.

Annoncering på Pinterest

På Pinterest er det helt okay – eller måske ligefremmest aktuelt – at der dukker annoncer op med ”zink til haven” eller ”træbeklædning på vægge”, når brugeren søger på henholdsvis ”farver til væggen” og ”smukke haver”. Netop fordi vi er på platformen for at blive inspireret og finde Mere i samme stil. Vi er påvirkelige og kan derfor nemt skifte retning for at forfølge nye, potentielle drømme.

En af de helt store fordele ved at annoncere på Pinterest er, at brugerne er langt mindre modvillige end andre platformes brugere generelt. Faktisk finder 78% sponseret indhold brugbart – så længe det bare er relevant.

Som ved alle sociale medier er det dog stadig vigtigt at udstråle personlighed og fremstå troværdig. En annonce for badeværelser kommer til at virke reklamerende og larmende, hvis den bliver vist under en søgning på ”opslagstavler af kork”. Det er selvfølgelig stadig branding, men annoncen vil ikke blende ind med det organiske indhold. Og den vil ikke  – som nutidens markedsføring i allerhøjeste grad anbefaler – skabe værdi for din bruger. 

Din nye markedsføringsplatform?

Hvis din virksomheds primære målgruppe overlapper med Pinterests brugere, er det oplagt at overveje, hvordan I kan lave visuelt bærende kampagner til mediet. For det gennemsnitlige revisionsfirma eller advokatkontor, kræver deltagelse på en visuel platform sandsynligvis en hel del kreativ tænkning. Men for de fleste reelle produktionsvirksomheder er potentialet stort, og egentlig kræver det ikke meget mere end nogle gode billeder til dine (online) opslagstavler.

Beslutter du dig for at gå Pinterest-vejen, bør du oprette en virksomhedsprofil. På samme måde som privatpersoner. Her kan du oprette opslagstavler med forskellige kategorier og hermed også figurere organisk på mediet. Hvis en bruger søger på ”små badeværelser” kommer der bl.a. en pin op fra boligmagasinet.dk. Det er ikke en annonce, men klikker ud ind på billedet, er der link derfra ind til artiklen på hjemmesiden samt mulighed for at følge virksomheden.

Formålet er selvfølgelig at blive vist under relevante søgninger og/eller relaterede pins. Gerne i bredt omfang. Jo mere du kan byde ind med af kreative indspark, fede idéer og kvalitetsbevidste løsninger, jo bedre. Det er helt sikkert noget, (for)brugerne husker dig for.

Har din virksomhed en visuel historie at fortælle? Og vigtigere endnu – vil din målgruppe elske at få den fortalt! Ja så er det bare med at springe ud i det. Du kan udforske Pinterest enten via deres app til iPhone (link) eller Android (link) eller på Pinterest.com.

Hvis du har spørgsmål til mediet, hjælper vi selvfølgelig gerne med at besvare dem. Du sender bare en mail via formularen eller kontakter os på telefonen.