Xtracts: December 2025

Nye regler, nye modeller, nye muligheder

Tech-landskabet sover aldrig og sidste halvleg af 2025 er ingen undtagelse.

Lad os tage et kig:

Europa-Kommissionens nye taskforce moderniserer cookiereglerne. Samtidig kan du nu ”vibe code” med Googles nye AI-model: Gemini 3  – og så er Andromeda den største ændring i Meta-annoncering siden iOS 14.

Bliv helt up to date med december-udgaven af Xtracts, dit digitale nyhedsoverblik.

Europa-Kommissionens nye taskforce moderniserer cookiereglerne

EU er kendt for stramme og komplekse retningslinjer omkring AI og datasikkerhed. Det har gjort det svært for start-ups og virksomheder udenfor EU at navigere i det digitale landskab og sikre korrekt håndtering af brugerdata.

EU har arbejdet på at gøre samtykke mere gennemsigtigt og brugervenligt, men nu tager man skridtet videre: En ny tværeuropæisk taskforce skal overvåge, hvordan cookies og digital tracking bruges af virksomheder, og forhindre dark patterns og manipulerende design. Målet er, at brugere får et reelt valg og kontrol over deres data, uden konstant at skulle klikke “luk” på pop-ups.

Ændringerne vil reducere hvor ofte, cookiebannere popper op, og give brugerne mulighed for at angive deres samtykke med et enkelt klik og gemme deres cookiepræferencer i browserens centrale indstillinger.

Det betyder, at det nu bliver langt nemmere for både brugere og virksomheder at navigere i cookie-universet.

Kilde: Europa-Kommissionen

Nu kan du ”vibe code” med Googles nye AI-model: Gemini 3

Google har officielt lanceret Gemini 3, deres mest avancerede AI-model til dato – og den introducerer et stort teknologisk skifte.

Modellen markedsføres som værende mere kontekstbevidst end nogensinde. Den kan håndtere tekst, billeder, lyd, video og endda kode med langt dybere kontekstforståelse end tidligere versioner.

Gemini 3 introducerer det, som Google kalder “generative grænseflader” – det giver modellen mulighed for at træffe sine egne valg om, hvilken slags output der passer bedst til prompten, og sammensætte visuelle layouts og dynamiske visninger på egen hånd i stedet for at returnere en tekstblok.

Den overordnede tilgang kan virke meget som “vibe coding”, hvor brugerne beskriver et slutmål i et letforståeligt sprog og lader modellen sammensætte den grænseflade eller kode, der er nødvendig for at nå dertil.

Modellen er desuden gennemtestet for sikkerhed: Google siger, at Gemini 3 har stærkere modstand mod “prompt injection” og misbrug sammenlignet med tidligere AI-modeller.

Kilde: Technology Review

Andromeda er den største ændring i Meta-annoncering siden iOS 14

Meta har lanceret sin største systemopdatering siden iOS 14: Andromeda. Hvis din annoncering på Facebook og Instagram har opført sig uforudsigeligt det seneste år, er det sandsynligvis denne nye algoritme, der er årsagen.

Andromeda fungerer som første led i Metas annoncemaskine: Når en bruger præsenteres for en annonce, skal systemet potentielt vælge mellem millioner af muligheder. Andromeda skærer dette ned til nogle tusinde kandidater på få millisekunder.

Meta har bygget Andromeda på markant stærkere hardware end tidligere. Det har hævet kompleksiteten i de modeller, der vurderer annoncerne, med en faktor 10.000. Det er ikke blot en finjustering, men en grundlæggende og radikal teknologisk opgradering.

Før Andromeda byggede de fleste annoncører deres kampagner med små og snævre målgrupper, 4–5 annoncer pr. ad set og minimal variation i annoncer. Algoritmen ville hurtigt finde én “vinder-annonce” og allokere hele budgettet på den, mens de øvrige annoncer slet ikke blev brugt.

Med Metas nye system kan man fristes til at sige, at dette ikke var en effektiv metode, men det var sådan, man gjorde, og det virkede med det gamle system. Men ikke mere. Under Andromeda er denne tilgang ikke bare ineffektiv – den skader simpelthen dine kampagner.

Klik herunder, hvis du vil høre mere om emnet i podcasten Marketing Perspektivet:

Kilde: Engineering at Meta

Er Pomelli Googles svar på ”marketing-magi”?  

Googles AI-univers synes at udvide sig i en næsten uendelig retning.

I samarbejde med DeepMind introducerer Google Labs os nu til Pomelli – et AI-drevet marketingværktøj målrettet SMV’er.

Pomelli er en eksperimentel funktion, der scanner din hjemmeside, opbygger en “Business DNA”-profil med tone, farver, typografi og visuel stil, som den bruger til at generere kampagneideer og brand-konsistente annoncer, sociale posts, tekster og grafikker, der er tæt forankret i et brands DNA.

Pomelli Labs skiller sig især ud ved at kombinere dataforståelse med kreativ eksekvering. I stedet for at foreslå generiske idéer, forsøger værktøjet at forstå tone, stil og værdier på den side, du uploader. Det gør det meget nemmere at skabe målrettet indhold og er derfor et interessant supplement til din marketingstrategi.

Det skal dog nævnes, at Pomelli Labs lige nu kun kan tilgås via VPN, hvilket betyder, at adgangen er begrænset til brugere med mulighed for at oprette sådan en forbindelse. Det gør værktøjet en smule mindre tilgængeligt, men vi ser det som et spændende første skridt mod en fremtid, hvor alle marketingfolk potentielt kan få adgang til AI-drevet inspiration og kreative idéer.

Kilde: Search Engine Journal

Din TikTok, dine regler: Nu kan du begrænse AI-genereret indhold i dit feed

AI Generated Content (AIGC) fylder mere end nogensinde. Det kan være svært at skelne fra ”ægte” indhold, fordi manipulationen er så stærk og tæt på virkeligheden, hvilket skaber bekymringer om misinformation og realisme.

TikTok følger derfor en branchetrend, hvor platforme reagerer på stigende pres fra både brugere og myndigheder for at give mere gennemsigtighed og kontrol over AI-indhold.

TikTok introducerer en funktion, hvor brugere kan begrænse mængden af AI-genereret indhold i deres For You-feed. Det betyder, at du aktivt kan skære ned på mængden af AI-skabt videoindhold – men du kan ikke fjerne det helt.

Funktionen kommer som reaktion på kritikken af “AI slop” – den stigende mængde af lavkvalitets, lyngenereret eller overdrevent generisk indhold, der skal underholde, men ofte føles uautentisk.

For brands og marketingstrateger betyder det, at AI-genereret content måske i stigende grad bliver underlagt brugerpræferencer, så generisk, masseproduceret AI-indhold vil blive skruet ned. Det sætter højere krav til kvalitet, autencitet og kreativ planlægning.

Kilde: The Verge