Mere og mere AI
Det er efterhånden næsten ikke til at komme uden om. AI fylder mere i den digitale marketingverden end nogensinde før. Og det kan mærkes på nyhederne.
Lad os tage et kig:
Meta vil i større grad lade AI stå for sikkerheden, Coca-Cola opfordrer de unge til at lægge telefonen fra sig, og så har TikTok skabt en ny AI-assistent til annoncører.
Bliv helt up to date med juni-udgaven af Xtracts, dit digitale nyhedsoverblik.

Meta er officielt i gang med at træne AI på dine billeder
I slutningen af maj var Facebook fyldt med opslag, hvor brugerne frabad sig, at Meta må bruge deres billeder og data til at træne AI. 1. juni var nemlig sidste chance for at gøre indsigelse mod dette – i hvert fald inden den officielle træning af AI blev sat i gang.
Desværre har disse opslag været forgæves. Der skal nemlig sendes en officiel indsigelse til Facebook for at platformen tager et ’nej tak’ seriøst.
Meta har oplevet stor modstand i deres arbejde med at få lov til at træne AI på Facebook-brugernes data, fordi de ikke levede op til krav, der sikrer brugernes privatliv og sikkerhed. Men gennem sparring med europæiske autoriteter har de fået grønt lys – indsigelseskravet var netop en af betingelserne for, at dette kunne lykkes.
Så nu er træningen officielt i gang – du kan dog fortsat sende en indsigelse.
Kilde: Social Media Today og DR

AI Overview generer annonceindtægter svarende til traditionelle søgninger
Måske du har bemærket noget nyt, når du foretager en Google-søgning på din mobil. Du får ikke længere kun de klassiske søgeresultater, men også et svar fra Googles AI Overview.
I USA er det ikke kun et AI-genereret svar, du modtager, men også relaterede annoncer. Snart kan det også blive en realitet i Europa. Google har nemlig afsløret, at de ønsker at udrulle AI Overview til computer og at udvide til andre markeder.
Ifølge virksomheden selv generer disse annoncer samme indtægt som annoncer blandt de traditionelle søgninger. Der er dog ikke blevet målt på enkelte parametre, men på et overordnet plan.
Betyder det så, at hele din Google Ads-strategi skal lægges om? Nej, nok ikke. For det første er brugernes søgeadfærd svær at ændre, og for noget andet vil der i takt med udviklingen af formatet opstå en lang række AI-værktøjer, som kan automatisere og hjælpe i processen.
Kilde: Search Engine Journal

TikToks nye AI-assistent skal hjælpe annoncører
TikTok har tilføjet en AI-assistent i deres Seller Center, som skal give annoncører en hjælpende hånd med at skabe effektive annoncer. TikTok selv beskriver den som banebrydende, men i første omgang er der mest af alt tale om en AI-drevet chatbot, der guider annoncørerne frem mod de mest optimale valg for deres annoncer.
Herunder kan den give gode råd til, hvordan synligheden maksimeres, give direkte og øjeblikkelig adgang til vigtig data og indsigter, og anbefale metoder til markedsføring af de specifikke produkter eller services.
Kilde: Social Media Today

Meta lader i større grad AI stå for sikkerheden
Interne dokumenter fra Meta afslører, at giganten potentielt har tænkt sig at erstatte risikovurderinger, som ellers altid har været foretaget af mennesker, med AI. Det skal ske i takt med Metas plan om at automatisere 90% af virksomheden.
Det drejer sig om evalueringer af potentielle trusler fra nye teknologier på tværs af Metas platforme, opdateringer af algoritmer og sikkerhedsfunktioner. Tidligere har Meta udtalt, at AI kun skulle overtage gennemgangen af ting, der udgjorde minimalle trusler. Nu har piben åbenbart fået en anden lyd.
Umiddelbart vil sådan en ændring kunne tidsoptimere opdateringer og udgivelser på Metas platforme. Når det er sagt, kan det også udgøre et trussel mod brugernes datasikkerhed og lignende.
Kilde: Mashable og Social Media Today

Coca-Cola opfordrer unge til at ’unplug’ og ’enjoy life’
Med deres nyeste reklamer tapper Coca-Cola ind i en trend, hvor brands opfordrer folk til at logge af og nyde livet og øjeblikket. Særligt er de målrettet den yngre generation, der har en hang til at bruge store dele af deres hverdag i selskab med skærme.
I den ene reklame møder vi en ung kvinde, der sidder alene i et mørkt rum. Hun åbner en Coca-Cola og bliver med et transporteret til bagsædet af en åben sportsvogn, med hendes venner ved siden af sig, og solen der skinner ned på dem.
Hun er til stede i nuet og deler en cola med sine venner – det ønsker Coca-Cola også, at du skal være.
Kilde: Marketing Dive